Parasitter

Parasitter er dyr som bor på eller i et andet dyr, værten, og som lever på værtens bekostning.

Om værten tager skade af at huse parasitten kommer helt an på parasittens art, og i hvor stort antal parasitten findes på eller i værtsdyret.
De almindeligst forekommende parasitter i tarmkanalen hos hunde og katte er spolorm og bændelorm.
Der har i de senere år været et stort overforbrug af ormemidler. Dette overforbrug har hos visse orm medført en stigende grad af resistens overfor de anvendte bekæmpelsesmidler, hvorfor det har været nødvendigt gennem lovgivning at gøre alle midler til bekæmpelse af indvoldsorm receptpligtige.

En kort gennemgang af de almindeligste indvoldsorm hos hund og kat skulle gerne give kendskab til, hvornår man, i samråd med sin dyrlæge, skal give sine kæledyr ormekur.

SPOLORM:

Hundens og kattens spolorm ligner hinanden på mange punkter, men der er alligevel så væsentlige forskelle at de beskrives hver for sig.

HUNDENS SPOLORM:

Hundens almindeligste spolorm er i voksenstadiet 5-15cm lang og bor i tarmkanalen, hvor hunnerne kan lægge mange æg. Disse æg udskilles med hundens afføring. Efter en ”modningstid” på mindst 2 uger er æggene infektive. Optages et infektivt æg af en ny hund , vil det klækkes i mave-tarmkanalen på den nye vært. En lille larve, som vil komme ud af ægget, borer sig fra tarmen ind i blodbanerne og transporteres af blodet til leveren og derfra til lungerne. Hvad der derefter sker, afhænger helt af hundens alder. Er det en lille hvalp (få måneder gammel) vil larven sandsynligvis bore sig videre ind i luftvejene og derfra hostes op i svælget. Når larverne herefter synkes , og dermed er tilbage i tarmkanalen, er cirklen sluttet. Larverne forvandler sig til kønsmodne orm, og hunnerne begynder at lægge æg.
Hvis hundehvalpen er bare nogle måneder ældre, vil næsten ingen af larverne gå over i luftvejene. I stedet transporteres de videre med blodet for til sidst at sætte sig fast vilkårlige steder i kroppen og gå i ”dvale”, Dette kan normalt ske, uden at værtsdyret lader sig mærke med det. Hermed er udviklingen midlertidigt stoppet, og der er ikke nogen afgang af æg i hundens afføring.
Disse fredelige ”dvalelarver” udgør imidlertid en potentiel fare, når en tævehund bliver drægtig. I den sidste tredjedel af drægtigheden vil larverne aktiveres på grund af tævens hormonforandringer, og en del af dem vil, gennem moderkagen, trænge ind i fostrene. Tævehunden føder altså hvalpe, som allerede har orm i sig. Da små hvalpe er ret følsomme, er det oplagt at der her kan opstå sygdomsproblemer.
Hunde som æder byttedyr kan også smittes fra disse. Byttedyrene kan nemlig også indeholde larver i dvale. Disse larver vil vågne, når hunden har spist byttedyret, og nogle af dem vil efterfølgende nå frem til hundens tarmkanal, forvandle sig til voksenindivider, og begynde at lægge æg.

KATTENS SPOLORM

Kattens spolorm er noget mindre en hundens. Udvikling og livscyklus følger i store træk det, som er beskrevet for hundens spolorm. Der er dog visse forskelle, som man bør være opmærksom på. Mange katte smittes med spolorm gennem jagt på byttedyr (f.eks. mus) og måske i mindre grad gennem infektive æg på jorden (Katten er meget renlig og får sjældent jord i munden)
Hos katten vil der i større udstrækning end hos hunden være larver som tager hele turen gennem lungerne , hostes op og synkes. Derfor kan man hos katte hyppigere end hos hunde se lungeskader som følge af ormeangreb, ligesom flere voksne katte vil sprede ormeæg med deres afføring.
Hos katte sætter nogle larver sig også som ”dvalelarver”. I tilfælde af drægtighed hos hunkatten aktiveres disse som hos hunden, men i stedet for at infiltrere fostrene, borer de sig ind i mælkekirtlerne så kattekillingerne får dem i sig når de dier

BÆNDELORM:

De bændelorm vi normalt ser hos vore kæledyr stammer for hundens vedkommende fra lopper, og for kattens vedkommende endvidere fra mus. Disse mellemværter indeholder et forstadie, som udvikler sig til en bændelorm, når den bliver spist af værtsdyret. Hunde, der har lopper, vil få disse i sig , når de soignerer sig selv, og katte der spiser mange mus er naturligvis i farezonen. Det er vigtigt at fastslå, at bændelorm altså ikke smitter direkte fra hund til hund eller fra kat til kat.
Når bændelormen er udviklet i tyndtarmen, sidder den som regel fast boret ned i tarmvæggen, mens den producerer led. Bændelormeled kan opfattes som selvstændige individer, og hvert af disse led kan indeholde mange smittefarlige æg. Leddene er selvbevægelige og kan ”brække af” i større eller mindre mængder. Sommetider ser man enkelte bændelormeled bevæge sig i hårene på baglårene omkring endetarmen. Dette ses hyppigst hos katte.
Hvis dyrene får symptomer på bændelorm (afmagring, dårlig pels, og hos katte måske blinkhindefremfald) må man kontakte dyrlægen for en nærmere diagnose og behandling.

HAGEORM

Disse orm hører til de mere sjældne på vore breddegrader, men til gengæld er det en af de mere farlige parasitter hvis dyret smittes.
Af vore kæledyr er det kun hunden som angribes. Ormen er en ca 1 cm lang trådfin orm som lever i tarmkanalen, hvor den suger blod.
Hvis det er et voldsomt angreb kan ormene forårsage blodmangel hos hunden, hvilket er en alvorlig tilstand.
Hageormeæg kræver varme, fugtighed og tid for at blive til infektive larver. Angreb ses næsten altid i forbindelse med større forsamlinger af hunde, gunstige vejr – og jordbundsforhold, samt svigtende hygiejne.
Symptomer er forskellige alt efter sværhedsgrad af angrebet, men vedvarende blodig diarré hos hund bør altid fremkalde en mistanke.

COCCIDIOSE:

Coccidier er små encellede dyr, som undertiden kan være årsag til sygdom hos hunde og katte. Coccidierne lever og formerer sig i tarmen hvor de tager ophold i tarmcellerne, som herved bliver ødelagt. Det siger sig selv at dette kan medføre svær sygdom med afmagring og diarré hos værtsdyret.
Den vigtigste coccidie er Toxoplasmen, som findes hos katte.
Den lever i kattens tyndtarm og kan smitte via kattens afføring. Den kan smitte alle pattedyr – også mennesker!
Sygdommen kan være farlig for gravide kvinder hvis de smittes i den første tredjedel af deres svangerskab. Det anbefales derfor, at alle gravide kvinder bærer handsker, hvis de skal gøre rent hos katte eller arbejde i haver, hvor katte færdes. Kattebakker kan desinficeres ved behandling med 80 grader varmt vand.

PARASITTER I HJERTET

HUNDENS HJERTE-LUNGEORM (FRANSK HJERTEORM)

Denne type orm hører til familien strongylider. Disse orm udvikles og lever i de store pulsårer til lungerne. Her lægger de æg som udvikler sig til 1. stadielarver. Disses føres med blodet til tarmen, hvor de borer sig ind i tarmen for derfor at blive spredt i omgivelserne med afføringen fra hunden.
Bløddyr som snegle optager disse larver og i sneglen udvikler larverne sig efterhånden til såkaldte 3.stadium-larver.
Hvis en snegl med 3.stadium larver bliver ædt af en anden hund vil larverne udvikle sig til orm som sætter sig i de omtalte lungepulsårer. Læs mere om hjertelungeorm på www.hjertelungeorm.dk

AFSLUTNING:

Behandling af vore kæledyr med ormemidler skal ske med omtanke.
For spolormens vedkommende er det helt oplagt at koncentrere sig om af-ormning af de drægtige dyr og afkommet i deres første måneder.
Bændelormeangreb er som regel nemme at diagnosticere.
Gentagne ormebehandlinger skal ikke være rutine, men bør altid foretages med saglig bistand af en dyrlæge.